IKT-forskning giver vækst - Synspunkt og modsvar til Børsen
Synspunkt,
AF GRIMUR LUND,
formand for BrainsBusiness ICT NORTH DENMARK
|
 |
I Børsen kunne man tirsdag den 9. marts læse resultaterne af avisens årlige ranking af landets kommuner på erhvervssiden. De to universitetsbyer Aalborg og Odense blev ud fra undersøgelsens fire kriterier placeret i midterfeltet, og konklusionen i avisens leder blev, at universiteterne i Aalborg og Odense derfor burde nedlægges.
Børsen foreslår også at flytte Aalborg Universitet til trekantsområdet, fordi Kolding og Herning scorer højt i Børsens måling. Måske skulle vi lige klappe hesten, inden vi flytter eller lukker et universitet på så tyndt et grundlag.
Andre, herunder de to universitetsbyers borgmestre, har allerede svaret sagligt på kritikken af de to kommuners erhvervsklima, men som paraplyorganisation for den store klynge af nordjyske IKT-virksomheder, Aalborg Universitet, Region Nordjylland, Aalborg Kommune og en række nabokommuner vil vi også gerne give vores indspark til debatten.
Aalborg Universitet og dets placering har i allerhøjeste grad sin berettigelse. Bl.a. takket være Aalborg Universitet har Region Nordjylland landets højeste vækst i antallet af IKT-virksomheder. I dag foregår en fjerdedel af den offentlige danske IKT-forskning i Nordjylland, som udgør et af Europas største og mest veludbyggede IKT-miljøer. På mange måder er AAU derfor blevet Danmarks IKT-universitet, og de videnstunge virksomheder i Aalborg og Nordjylland klarer sig langt bedre end i resten af Danmark (kilde: Danmarks Statistik).
Børsen skriver i tirsdagens leder bl.a.: ”Måske har de to byer misforstået idéen med et universitet. Meningen er ikke, at universitetet skal lukke sig om sig selv.” Denne kritik må vi erklære os uforstående overfor. Med ikke færre end 33 virksomhedsrettede netværk topper Aalborg Universitet listen over danske vidensinstitutioner, som organiserer samarbejde med erhvervslivet. Til sammenligning ligger DTU på en 2. plads med 17 officielle netværk. Københavns Universitet har 8.
Aalborg Universitet har opnået opsigtsvækkende resultater ved at matche phd-studerende, forskere og erhvervsliv i de forskellige netværk og samarbejder. Det kommer der mange spændende og skelsættende projekter ud af, og der er konstant fokus på jobskabelse og det kommercielle potentiale.
I øvrigt må vi erklære os enige med Odenses borgmester Anker Boye og rektor på SDU Jens Oddershede, når de i Børsen torsdag skriver, at de ekstremt simple kriterier, der er anvendt i undersøgelsen, på ingen måde er en fornuftig indikator for, hvorvidt kommunerne udnytter de muligheder, der ligger i at have et universitet. Derfor sker der også et logisk brist i argumentationen, når Børsen bruger undersøgelsen som basis for at kritisere, hvordan universiteterne løfter deres opgave, og hvordan samarbejdet mellem kommune, universitet og erhvervsliv fungerer.
Børsen skal have holdninger, og Børsen må meget gerne fremsætte kritik af landets kommuner og universiteter. Men hastværk er lastværk, og velunderbygget argumentation vejer tungere end slagskraftige udtalelser bygget på et forsimplet øjebliksbillede.
|